torsdag den 4. august 2016

Camping nær Prag - med børn



Camping nær Prag - En anmeldelse af Caravan Camping Valek.

I slutningen af sommerferien i 2016, var vi på Campingferie i Tjekkiet med vores 3 børn på 10, 14 og 16 år. Efter et par overnatninger på en campingplads i Osecna, nær Liberec, ville vi gerne overnatte i nærheden af Prag.

Hele vores tur, var lidt spontant (læs ikke særlig planlagt ud over en ide om at ville gense Tjekkiet). Vi havde derfor ikke bestilt plads på de to campingpladser, vi hjemmefra havde kigget kort på (Camping Oase og Camping Klanovice). Da vi i et kort øjebliks klarsyn, mailede dem dagen før vi pakkede sammen og drog derhen, var begge fuldt booket!
 
Efter lidt ben-arbejde endte vi på Camping Valek.

Camping Valek ligger dejligt naturskønt lidt udenfor Prag. De siger selv, det tager 15 min at køre til Prag. Regn med liiiidt mere, men afstanden er stadig helt ok.
Fyren i receptionen talte godt engelsk, og var generelt nem at kommunikere med.

Pladsen

Pladsen er stor og åben, du får lov at slå dig ned næsten hvor du lyster. Til vores telt valgt vi en plads med adgang til strøm, udsigt til den store pool og bjergene. 

Der er ikke inddelte pladser, så der er virkelig frit valg. Nogle steder er der lidrt længere til strømforsyning end andre. 
Nogle steder ønsker du ikke at slå dit telt op, da en stor del af pladsen er en skråning. Det lyder måske besværligt, men det sikre faktisk at du får en fornemmelse af god plads og åbenhed, da der er steder hvor ikke engang i campingvogn kan stå.

Poolen.

Vores børn synes det absolut vigtigste er poolen. Og de var  begejstrede. Poolen er stor, den største jeg har set. Den er hele 65 meter lang. Vandet virker frisk og lækkert. Der er en lille men sjov rutchebane til de større børn.

Den ene ende af poolen er indrettet til mindre børn. Her er en lille rutchebane, lavt vand og en padehat der risler vand ned. Hele området med lavt vand er forsynet med store dyrefigurere på bunden, så det er ekstra hyggeligt for de små børn.

Omkring poolen er et stort græsområde, der bliver holdt fri for telte, så man kan ligge omkring poolen på et håndklæde. Der er ingen liggestole.

I weekenden bliver poolen også brugt af besøgende udenfor campingpladsen og er derfor mere i brug end i hverdagene.
Hvis du bor på campingpladsen har du adgang til poolen døgnet rundt. Der er altså ingen lukketider.

Ulemper ved poolen. Der er ingen opsyn. Betonen i bunden er poolen er ikke glat og fin, den er lidt træt rundt omkring. Vi levede dog fint med det.
Har du små børn, skal du være opmærksom på, at der er intet til at forhindre dem i at få adgang til poolen ud over jer voksne. Hele døgnet. Så hvis du har en lille eventyrer uden svømmefærdigheder, bliver det måske lidt anstrengende.

Andre fasciliteter

Varme bade koster ca 20 krc. Det svarer til omkring 7 kr. 
Toiletterne er fine og generelt rene.
Udsalg af is, kaffe, øl og vand er åben det meste af dagen. Du kan sidde i det hyggelige område omkring restauranten og indtage det eller sidder du på nederste terrasse, må du endda indtage medbragt mad og drikke. (Hvis nu du skulle have behov for at sidde lidt med adgang til internet, så  er det der, det foregår)

Internettet er kortrækkende og ikke særlig hurtigt. Forvent ikke at kunne hente store filer, streame film og musik og den slags. Men adgangen til nettet er fri og ubegrænset.

Der findes en meget lille legeplads og bordtennisborde til fri afbenyttelse.

Til frokost har de en form for tag selv buffet med forskellig kylling, svin og pølser, samt forskelligt tilbehør kartofler, ris, salat ting. Billigt og ok.

Restauranten - aftensmad

Udvalget i restaurant er lille, men virkelig overkommeligt i pris. Vi fem spiste for under 300 kr den første aften, på trods af bestilling af ekstra pomfritter og drikkevarer. (De store drenge på 14 og 16 år, synes ikke der er mad nok på tallerkenerne, men det gør de sjældent.)

Som mange andre steder i Tjekkiet er kødet kongen i måltidet. Forvent at der er fokus på kød. Tilbehør er en mindre portion kartofler og grønt er pynt...(medmindre du bestiller en salat ved siden af. Der er en slags at vælge i mellem).


Andre steder at spise i nærheden af campingpladsen

Der er 5 min kørsel i bil til en konge-restaurant. Her fik vi den bedste mad, vi har fået på hele vores tur. Udsøgt betjening OG drikkelig hvidvin. 
Restauranten hedder :

Penzion Ve stoleti

Adresse:
Husovo namesti 11, Loděnice, 26712, Tjekkiet
Vi fik vildsvinekød med kantarelsovs og det møreste saftigste svinekød med rødbeder og små bagte kartofler. Det var virkelig godt!

Til vores mindste på 10 år bestilte vi pastaen tilberedt uden den chili der ellers indgik i tagiatelle med soya, svinekød og chili. Vi kunne også have valgt noget kylling og en form for kartoffel-tilbehør. Men der er ikke deciderede børneretter på menukortet.

Til mindre børn, er der er fin legeplads med trampolin lige ved siden af restauranten.



1 kommentar:

  1. Pretty good post.I have really enjoyed reading your blog posts.


    Kør Selv Ferie

    SvarSlet